Vi kan nu løfte sløret for, at årets kunstner for 2023 er Emil Staggemeier (f. 1994), som flere medlemmer havde fornøjelsen af at møde til Artist Talk på Galerie Parnasse.
Hovedet værker
Emil Staggemeiers værker konfronterer beskueren med myriader af hoveder. Den unge maler fylder dem med krøllede tanker, med mennesker, ja, befolker dem med hele byer.
De grove streger og forenklede figurer bevæger maleriet i en anden retning. Hvor man ofte forbinder dette medie med en afgrænset flade og et særligt malerisk præg, bevæger Staggemeier det langt mere ind på en anden kunstarts territorie, nemlig tegningen.
For hvad er det, der først og fremmest karakteriserer tegningen? Den er i modsætning til maleriet ofte prøvende og skitsepræget. Tegningen er intuitiv og bruges til at undersøge et særligt motiv eller en ide til et billede. Det er denne umiddelbare tilgang, der skinner igennem i motiverne hos Staggemeier. Malerier og grafik er holdt i stærke, rene farver, men på intet tidspunkt fornægter præget fra tegningen sig. Uagtet proportionerne på værket, så er det udført med tegningens ligefremme streg.
Her er nærmest tale om en billedverden hos kunstneren, hvor hvert værk i sig selv bliver et lille ikon. Det fremstår som en singulær, letafkodelig og farverig besked. Hos Staggemeier har denne besked ofte noget at gøre med personlig frihed. I billedernes hoved-motiver blomstrer tankerne i bogstavelig forstand. Her er ideer, noget man vander og lader gro, en stige noget man bruge til at kravle ud af hovedet og måske væk fra sit eget tankemylder.
Hoved-værker
Når man betragter Staggemeiers malerier, så slår det en i øjnene, hvordan enkle virkemidler kan producere dragende og virkefulde billeder. Der er noget primalt og kraftfuldt over de farvestrålende hoveder og maskeklædte tændstiksmænd. Det virker nærmest som om, de er trådt ud af en stenfrisedybt inde i en jungle, trådt ud i en farvemættet og moderne verden, hvor de nu skal leve et nyt liv.
Staggermeiers billedverden er paradoksal. På den ene side sender hele denne ophobning af farverige hoveder beskueren på en hvirvlende tur ind i sine egne tanker og skaber en svimlende selvbevidst fornemmelse. På den anden side virker billederne også frisættende. De er som hver deres destillat af en særlig følelse, kogt ned til et minimalt og stærkt mindsteudstryk, et hoved-værk.
Peter Ole Pedersen, kunsthistoriker og formidler