Kunsttur til Aarhus Syd – Skanderborg – Horsens


Den 14.9.13 – en dejlig lørdag i september drog bestyrelsen i fælles flok syd for Aarhus til Skanderborg-Horsens området for at se på kunst. Vi havde på forhånd udvalgt nogle steder, som vi ønskede at besøge. Det var Galleri Draupner, Galleri Brænderigården og Kunstnergruppen SLOTTET.

Første stop var Galleri Draupner i Skanderborg, der på trods af en tidligere brand i galleriet tog imod os i deres private hjem. Vi så kunst af bl.a. Jakob Greibe og HINA. Vi så også hvordan det gamle kobbertag fra Frederiksborg Slot fik en ny anvendelse i et moderne glasbord med bordben af gammelt træ fra Fregatten Jylland. En rigtig god og flot genanvendelse af ”brugte” materialer. Galleriet havde denne dag åbning af en udstilling med Kaare Norge (den 14.9.13 i lånte lokaler hos Galleri Art Expo i Hørning), som vi desværre ikke nåede forbi.
Galleri Brænderigården

Galleri Brænderigården

Dernæst gik turen videre til Galleri Brænderigården, der ligger i en baggård til gågaden i Horsens, hvilket bød på trafikale udfordringer af såvel gående som kørende karakter. Galleriet har netop haft fernisering (den 7.9.-28.9.13) med en særudstilling med BenteMarie Kjeldbæk.
Hun arbejder med stiliserede abstrakte figurer med genkendelige træk malet i kraftige farver. Hun arbejder primært i Spanien og hendes inspiration er også hentet herfra og hun anvender parafraser fra den spanske kunst, – fra Velázques, Picasso m. fl. Til udstillingen er der udarbejdet et flot katalog, men hendes malerier vinder ved selvsyn og bestyrelsen har bestilt et maleri et hende.

 Bentemarie Kjeldbæk Galleri Brænderigården

Jørgen Melstrup fortæller om
Bentemarie Kjeldbæks værker

Udover dette, så bød galleriet på et varieret og righoldigt udsnit af dansk og udenlandsk kunst i forskellige genrer, årstal og priskategorier og det benyttede kunstforeningen sig også af. Vi erhvervede os værker af bl.a. Jan Klein,
Jan Esmann, Gunleif Grube, Doron Silberberg, Helga Kristmundsdottir m.fl.
 
Bag murene i det gamle statsfængsel i Horsens besøgte vi Kunstnergruppen Slottet, der har til huse i det gamle væveri omkranset af høje mure inde i fængselsgården.
Til en start blev vi vist rundt i dele af det gamle Statsfængsel og dernæst tog vi en runde i kunstnergruppens lokaler, – i deres fælles udstillingsrum og bagefter tog vi en snak med de enkelte kunstnere i deres atelier/værksteder. Der var mødt 10 kunstnere op denne eftermiddag og det takker vi kunstnersammenslutningen for. Vi blev præsenteret forforskellige genrer og forskellige teknikker; keramik, maleri, blandform, skulpturer m.m. og i vores runde fik vi en snak om historierne bag nogle af deres værker. Her købte vi 1 værk af Bjarne Ohn.

Bag murene

Bag murene

Alle kan besøge kunstnergruppen, der har åben for publikum og andre interesserede den første lørdag i hver måned kl. 12-15. 

Da dagen gik på hæld var alle mættet af kunst-indtryk. Vi havde set megen god kunst og besøgt steder, som vi ikke havde besøgt før og vi nåede også lige et kort bestyrelsesmøde undervejs.

Kunstnergruppen SLOTTET

Kunstnergruppen SLOTTET

 

 

 

Link til besøg:
Galleri Draupner,Låsbyvej 15, 8660 Skanderborg, www.galleri-draupner.dk

Galleri Brænderigården Horsens, Søndergade 41 E, 8700 Horsens, www.gb-h.dk

Kunstnergruppen SLOTTET, Fussingsvej 6-8, 8700 Horsens, www.slottethorsens.dk

 

 

 

 

Ulla Lampes værksted Kunstnergruppen SLOTTET

Ulla Lampes værksted
Kunstnergruppen SLOTTET

Permanent link til denne artikel: http://aarhusraadhuskunstforening.dk/wordpress/?p=578